Hvad må du selv udføre?
Herunder kan du læse hvilke typer VVS arbejde du selv må udføre derhjemme.
Lovligt VVS-arbejde
Du må selv:
-
Udskifte vandhaner og pakninger i vandhaner.
-
Udskifte hånd- og køkkenvaske med tilhørende vandlås. Dog kun hvis en eventuel vandlås er monteret synligt, og kun hvis der ikke sker indgreb i den faste, eksisterende del af afløbsinstallationen.
-
Udskifte wc'er. Dog kun med et godkendt wc med samme tilslutningstype som det eksisterende, så der ikke sker indgreb i den faste vand- og afløbsinstallation. Ved wc'ets tilslutning til afløbssystemet skal du anvende godkendte tilslutningstykker eller andet materiel, der er godkendt til formålet.
-
Udskifte vaske- og opvaskemaskiner til husholdningsbrug. Dog kun hvis den eksisterende maskine er tilkoblet en spuleventil eller en afspærringsventil, og der ikke sker indgreb i den faste vandinstallation. Hvis en installation er forberedt til tilslutning af vaske- eller opvaskemaskine, bliver tilslutningen af vaske- og opvaskemaskinen betragtet som en udskiftning.
Det skal en autoriseret vvs-installatør udføre:
-
Alle former for indgreb i den faste, eksisterende vand- og afløbsinstallation i boligen.
-
Alle former for arbejde på gasinstallationer.
-
Nye vvs-installationer i boligen.
Reference »Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside.